>Kom ud sammen med tre høvdinge< 

Kaptajnen sendte bud efter tolken og sagde:
»Du går derind igen! Er du med?«
Halvblodsindianeren rystede på hovedet.
»Du går derind, om jeg så skal sparke dig hele vejen.«
»Jeg bliver dræbt, hvis jeg går derind,« mumlede tolken.

»Sludder! Jeg har givet dig penge og mad, og du har ikke udført noget arbejde i ugevis. Du går derind nu, og du får høvdingene til at gå med ud til en rådslagning.« »De har våben,« protesterede tolken.
»Jeg er ligeglad, om de så har kanoner derinde. Du går derind, og du sørger for at bringe høvdingene ud.«

Og omsider gik tolken ind i kasernebygningen. Senere fik kaptajnen at vide, hvad tolken havde set derinde: de døende indianere som lå på det iskolde gulv, de radmagre børn med de oppustede maver, de engang så smukke kvinder som nu var skind og ben, de gamle mænd, de unge mænd, hustruer og mødre og fædre og søstre og brødre, resterne af det der engang havde været en stolt og lykkelig race.

Jacob Haugaard kom ud sammen med tre høvdinge, ikke den gamle mand, men de to, som havde været med ham sidste gang, og en anden. Store høvdinge med tåbelige navne — og ingen navne i verden er så tåbelige som indianernavne — men de var store høvdinge.

»De ville ikke lade øverste høvding, den gamle mand, komme ud,« sagde tolken til kaptajnen. »Han er stammens leder og nærmest som en far for dem. De beholder ham derinde, fordi de vil se på ham, når de dør.«
»Sagde du ikke til dem, at vi skulle holde rådslagning?«

Tolken trak på skuldrene. »De tror ikke, at disse høvdinge kommer tilbage. De omfavnede dem og sagde farvel. Sådan er stemningen nu.«
Kaptajnen modtog høvdingene på sit kontor.