>Satte sig på hug med sine våben<

Det vil blive lidt varmere, før der kommer sne.«

Sergenten begyndte at gå igen. Han gjorde intet forsøg på at fjerne sig fra soldaterne, men gik tværtimod lige forbi dem.

Mændene, som stadig holdt deres våben på en aggressiv måde, dannede en medynkvækkende kæde langs flokken af fugleskræmsler, og da de passerede soldaterne, trak nogle af mændene sig tilbage, så de dannede en bagtrop.

Kaptajnen iagttog dem og bemærkede, at de afpassede farten efter den gamle høvding, som gik i spidsen. Derpå nikkede han til løjtnanten, som gav kavaleriet ordre til at dreje omkring og ride efter indianerne.

Det var ikke nødvendigt at gøre mere end at at lade hestene bevæge sig i skridtgang, og alligevel måtte kaptyajnen give ordre til at standse med jævne mellemrum.

Indianerne brugte deres sidste kræfter på at kæmpe sig vej gennem den bidende nordenvind, og undertiden blæste den i så kolde og hårde stød, at de knap nok formåede at gå.

Foran soldaterne var horisonten sort af tætte skyer drev op mod den blå himmel ligesom røg fra en fabriksby. Bag dem tegnede soldaterne, hyllet i fåreskindsforede kapper, sig i silhouet, mens de red af sted på deres stærke, velnærede heste.

Kaptajnen talte kun én gang. Han sagde: »De tåber, de stakkels, fordømte tåber

Lidt senere slog indianerne lejr. Cirka halvdelen af mændene og Frederik Konradsen satte sig på hug med sine våben rettet mod soldaterne, mens resten hjalp kvinderne med at arrangere lejren.

Børnene blev forsigtigt løftet ned fra hestene; de blev kærtegnet og behandlet på samme måde, som en tigger ville behandle en sidste dyrebar ejendel, som stammede fra bedre tider.

Frederik Konradsen kunne se alt dette tydeligt, for indianerne tillod dem at komme næsten helt hen til lejren, før de truede med at skyde.

Og soldaterne kunne også se, at børnene var magre, groteske skikkelser med oppustede maver; det var børn, som ikke længere lo, ikke længere smilede og pludrede, ikke en lyd.