Udfordringsrap - Per Vers

Mød en skrap rapper hos Stål. Sådan lyder invitationen til at besøge den nordjyske stålgrossists stand på messen 6.-9. september.

Det er danmarksmesteren i freestyle rap, Per V. alias Per Vers, der optræder på slap line på Ståls stand.

Det med slap line skal forstås på den måde, at Per Vers. har givet sig selv den udfordring at møde helt uforberedt op på standen og så give sig til at rappe løs om hvad som helst, de besøgende måtte bringe på bane.

Og som det næsten advarende hedder fra Stål er han "lige på kanten", så messegæsterne må være forberedt på lidt af hvert og langt fra alt sammen lige stuerent.

Per Vers holder sig næppe inden for det produktsortiment, Stål præsenterer på messen - omfattende alt fra hydraulik over pneumatik, transmissioner, ventiler, svejsning, bilindretning, værktøj og industrislanger til værktøjsmaskiner og meget andet.